Auning

Auning er fra ældgammel tid et fattigt landsbysamfund, som ligger på en smeltevandsslette 2 km. øst for det sted, hvor Allingåen løber under landevejen mellem Randers og Grenaa og forbi herregården Gammel Estrup for derefter at løbe videre ud i Randers fjord. Mod øst og nord og vest er byen indrammet af skovklædte morænelandskaber. Mod syd findes Allingådalen: et område med flodslettesand og ferskvandstørv.

I dag har den beskedne landsby udviklet sig til et egns-centrum med næsten 3000 indbyggere, og Gammel Estrup er forvandlet til et stort museums-kompleks bestående af Jyllands Herregårdsmuseum og  Det grønne Museum, der fortæller historien om jagt og skovbrug, landbrug og mad igennem tiderne.

Auning kirke er en gammel middelalderkirke, rigt udsmykket med kalkmalerier fra efter-reformationstiden og med Scheel-ernes gravkapel fra 1699 i en særlig tilbygning mod nord.

Kirken ligger i byens nordlige halvdel som det tilbageblevne centrum for det gamle landsbysamfund - dens ældste dele går tilbage til 1100-tallet og er således ældre end Gammel Estrup, der går tilbage til 1340. Men kirkens historie såvel som dens inventar vidner om en århundredelang tilknytning til Gammel Estrups ejere.

Auning kirke er åben for besøg alle ugens dage kl. 8:00 til 16:00, undtaget når kirken er i brug til gudstjeneste, kirkelige handlinger eller undervisning.

Menighedsrådets farvefolder om Auning kirke er til salg i våbenhuset for 10 kr. og indholdet kan ses herunder.

KIRKEN

Den ældste del af Auning kirke er fra 1100- tallet: et romansk kirkerum med tilhugne kvadre i ydermuren, et rektangulært skib (2 fag) og et kvadratisk kor med fladt bjælkeloft samt en halvrund apsis. Nogle rundbuede, nu tilmurede vinduer og den oprindelige mandsindgang ses stadig på kirkemurens yderside. I sengotisk tid, o. 1500, er der opbygget hvæl vinger - i koret en krydshvælving og i skibet to stjerne-hvælvinger. Ejeren af herregården Gammel Estrup, Lave Brock (død 1504), må formodes at have været bygherren - hvis ikke det har været hans enke, Kirsten Høeg, som har villet sætte sin ægtefælle et varigt minde!

I 1616 har kirkeejeren, rigsråd og lensmand til Dronningborg Slot, Eske Brock (1560-1625) - i øvrigt bedst kendt for sine dagbøger og sine rejser med Chr. IV - udvidet den kirke, som var hans barndoms og ungdoms kirke, næsten til det dobbelte med et tredie fag i skibet samt tårnrum og våbenhus, bygget i munkesten. De karakteristiske, gotisk prægede trappegavle med kalkede blændinger på tårn og våbenhus genfindes på porttårnet på Gammel Estrup.

Dommedagsmotivet i korets østhvælv med Den dømmmende Kristus som Verdensdommeren siddende på regnbuen er et motiv, som kendes fra alle stilperioder. Ved siderne ses forbederne Jomfru Maria og Johannes Døber. Dette, at de to forbedere optræder her, tyder sammen med ribbedekorationer på, at motivet og dekorationerne er førreformatoriske. De kan betragtes som en indirekte tidsbestemmelse af hvælvingerne.

I forlængelse af reformationstidens teologiske opgør om den rette forståelse af skriften, kirken og gudstjenestelivet er der på det nærmeste foregået en billedstorm i kirkerne, hvis omfang vi vanskeligt forestiller os i dag. Hvad kan der ikke være gået tabt af middelalderkunst i vore kirker? Med traditionsopgøret i kirken fulgte et traditionstab i kunsthåndværket. Det tog flere årtier at bringe kunsten tilbage til kirkerummet, men omkring 1580 vandt træskærerkunsten indpas i kirkerne igen. Derfor bærer dette kirkerum med dets enkelte inventardele idag præg af renaissancen og barokken og den opfattelse af gudstjenesten, som blev fremherskende efter reformationen.

Et hovedelemenent i gudstjenesten blev prædikenen, og i 1636, 100- året for reformationen, har Eske Brocks ældste datter, Jytte Brock, indsat den pompøse renaissance-prædikestol med til hørende lydhimmel, skåret af Grenå-mesteren Niels Kock. Prædikestolens relieffer står som et vidnesbyrd om en op blomstrende almuekunst. I de 4 af stolens 6 felter fremstilles Evangelisterne med deres symboler og i de 2 midterste ses Korsfæstelsen og Opstandelsen. Hvert felt er indrammet af 2 korinthiske søjler.

Prædikestol og lydhimmel har ved en gennemgribende restaurering i 1993-94 fået en staffering, d.v.s. bemaling i sort, guld og oxyderet sølv, som er lig den staffering, den har haft i begyndelsen af 1700-tallet. Der er ikke ved restaureringen fundet rester af nogen staffering fra 1636, men det er tænkeligt, at stolen fra begyndelsen har haft en såkaldt snedkerstaffering i form af nogle få indramninger foruden skriftcitaterne. Ved restaureringen er anvendt 22 karats bladguld, lagt som matforgyldning. Forsølvningen er sket med ægte sølv, som bevidst er oxyderet for at opnå en vis patina. En efterbehandling med malerilak skal modvirke en efterfølgende uens oxydering.Guld og sølv er uforgængelige materialer, som specielt på den sorte baggrund giver en særlig lyseffekt ved skiftende dagslys.

Ved sit giftermål i 1614 med den senere rigsmarsk Jørgen Skeel (1578-1631) blev Jytte Brock bindeleddet til slægten Skeel, og i midten af 1600-tallet har næste slægtled på Gammel Estrup, Chresten Skeel "den Rige" og hustru Birgitte Rosenkrantz forsynet den udvidede kirke med en bruskbarok-altertavle, som er mere end almuekunst. Den er kunstfærdig billedskærerarbejde fra den tids enerådende billedskærerværksted i Nørrejylland: Peder Jensen Koldings værksted i Horsens. Peder Jensen Kolding havde som billedskærer rod i renaissancen, men han så, hvilke dekora tive muligheder der lå i bruskbarokken som stilart, og altertavlen her er et af de klareste eksempler herpå. Man overser helt, hvor beskeden pladsen er foran halvbuen til apsis. De 3 centrale begivenheder i frelseshistorien er der blevet plads til: Korsfæstelsen, Gravlæggelsen i topstykkerelieffet og Opstandelsen og Himmelfarten i hovedfeltets relief - og dertil kommer alle detaillerne rundt om det centrale.

Det er et utraditionelt træk ved altertavlens opbygning, at den skal "læses" fra oven af og nedefter: Korsfæstelsen øverst og Opstandelsen nederst. Det understreger, at dødens magt er brudt. Med højre hånd velsigner Sejrherren menigheden, i venstre hånd føres sejrsfanen i form af Johanniterordenens banner.

En stenhugger kan hugge relieffer i granit - hvis han kan finde materialet, som egner sig! Og en billedhugger kan lave flotte søjler og flader i marmor eller sandstensfigurer - hvis nogen har råd til dette materiale! Men ingen kan lave snoede søjler og reliefstatuer som en træskærer. Og træ er så mange slags, tilgængelig overalt. Hvad der var begyndt i renaissancen på kirkeinventarets område i træ, videreførtes og udvikledes i barokken og den særlige bruskbarok, som blev fremherskende i Tyskland og Danmark i løbet af 1600-tallet. 

Det vigtigste på altertavlerne efter reformationen var det belærende element i de centrale felter. Men det var tillige vigtigt, at belæringen kunne underbygges af skriftens vidnesbyrd. Derfor optræder også hyppigt de 4 evangelister som reliefstatuer med deres respektive symboler: englen, løven, oksen og ørnen. Mattæus og Markus ses siddende på hver sin side af topstykkerelieffet, mens Lukas og Johannes ses stående i sidenicher ved siden af de snoede søjler, som bærer gesimsen. De fremtræder som en påmindelse om skrifterne som autoriteten i kirken.

På altertavlens vingestykker ses tydeligt, hvad der er specielt for bruskbarokken: de skæve øreflipslyng (deraf navnet: bruskbarok) og ornamenter overalt. På vingen i sydsiden er Håbet fremstillet med Fuglen og Ankeret. På nordsidens vinge ses Troen med Korset i hånden. Kendetegnende for figurerne fra Peder Jensen Koldings værksted er deres rolige holdning og de bløde gevandter.

Om citatet fra 1. Kor. 15,3-4 i feltet under hovedfeltet er lige så gammel som altertavlen, eller det er kommet til sammen med en staffering fra begyndlsen af 1700-tallet, er usikkert. Men for sagens skyld kunne det godt være oprindelig. Det har samme formål som evangelisterne: at fastholde Jesu død og opstandelse som bevidnet af skrifterne. Den nuværende bemaling på altertavlen er fra 1932.

Kirkens to sølvlysestager er fra o. 1670, fornemt drevne og ciselerede med blomster og akantusblade. På foden ses 3 buster og 3 engle med palmegrene. Stagerne har mestermærke fra Augsburg: Heinrich Mannlich.

 

Alterkalken er fra 1673. På den sølvforgyldte fod ses her Christen Skiell Jørgensen og Fru Birgitta Rosenkrands` navne og våbenskjold.

Ved opløsningen af stamhuset Estrup i 1921 blev en messehagel fra o. 1700 overladt til Nationalmuseet. Det vides ikke, om den har været brugt i herregårdskapellet eller i Auning kirke. Men i 1963 blev der fremstillet en kopi af den gamle messehagel. Såvel original som kopi har et broderet krucifiks på rygstykket med sølvbroderet lændeklæde. og en guldbroderet korsstamme, mens skriftbåndet øverst er sølvbroderet med sorte bogstaver. Krucifikset optræder på grønblå baggrund.

Det præg på kirkerummet, som var sat med hvælvingerne og kalkmalerierne i 1500-tallet, har måske ikke skullet harmonere med det præg, som prædikestol og altertavle kom til at sætte på rummet i løbet af 1600-tallet. Det vides ikke, hvornår kalkmalerierne er overdækket. Der er sket en delvis afdækning af dem i 1885 og en overkalkning igen i 1902, og derefter en genafdækning i 1953 og 1955. Om de inventardele, som kom i 1700-tallets første halvdel, handler de følgende sider. Men fra midten af 1700-tallet blegnede den herskabelige storhed på Gammel Estrup - og dermed svandt nødvendigvis også generøsiteten over for den lokale menighed.. En krypt under prædikestolen fra midten af 1800-tallet er sløjfet igen, og i 1921 gik kirken over til selveje.

Antependiet foran alterbordet er fra 1963. Det er tegnet af kgl. bygningsinspektør Leopold Teschl og vævet på Kirsten og John Becker´s Tegnestue i Holte(Søllerød?).

Auning kirke har gennem mere end 400 år været herskabskirke for ejerne af Gammel Estrup - fra o. 1500 til 1625 slægten Brock og derefter slægten Skeel. Og intet var for godt til Guds hus. Skeelernes våbenmærke og adelsmærke ses derfor på kirkens inventar. Chresten Skeel den Rige´s våbenskjold på altertavlen med farverne rødt, hvidt og blåt. Hjelmtegnet er 2 svanehalse, som bider i en guldring. Skeel-ernes adelsmærke fra 1725 har desuden 2 svaner som skjoldholdere og et blåt midterskjold med 2 svaner, som holder en guldring mellem sig.

I 1699 byggedes Skeelernes pompøse gravkapel med epitafiet til minde om Chresten Skeel den Riges søn, kammerjunker Jørgen Skeel (1656-1695). I kraft af sin arv var han landets rigeste adelsmand. Han var berejst i hele Europa og havde studeret ved Københavns Universitet. Han giftede sig i 1691 med den kun 13-årige Benedicte Margrethe Brockdorff fra Holsten, men døde pludselig 4 år senere, 39 år gammel. Den unge enke, hvis viljestyrke og selvbevidsthed der foreligger adskillige vidnesbyrd om, søgte og fik - efter 4 år - kongens tilladelse til et "tarveligt Epithaphium - med den Vilkor, at Kirken på sin Bygning ej derved tager skade". Denne vanskelige opgave blev da overladt til tidens førende billedhugger, som havde etableret sig med værksted i København, belgieren Thomas Quellinus, hvis gravkapel for oberst Hans Friis ved Hørning kirke ved Clausholm fra 1691 var i frisk erindring. Med Thomas Quellinus´ fornemme gravkapel og epitafium lades ingen tvivl tilbage om enkens ønske i retning af et varigt minde for den afdøde. Det er et af den europæiske barokkunsts fineste arbejder og et fornemt eksempel på, hvordan den kunstneriske og arkitektoniske orientering efter reformationen gik imod Nederlandene.

Smedejernsgitteret, som danner indgang til gravkapellet, er det første i rækken af de stilfulde portalgitre, som er karakteristiske for Thomas Quellinus´gravminder i Danmark, og som med rimelig sikkerhed formodes at være tegnet af billedhuggeren selv. I halvbuen over dørene ses springværk-lignende slyngninger, som omslutter Benedicte Margrethe Brockdorff´s navnetræk. Lågernes nederste felt er udfyldt af en symmetrisk dekoration, mens det øverste felt består af jernstænger og mellem disse bølgeformede jernspidser. På dørrammen er sat rosetter. I et gelænder af smedejern rundt om åbningen til kapellets krypt ses også rosetter i regelmæssigt mønster og over dem en smal frise med akantusslyng.

Kammerjunker Jørgen Skeel´s portrætmedaillon på sarkofagen i kapellets krypt. Bemærk, hvordan paryk og skærf vælder ud over medaillonkanten - et karakteristisk træk for billedhuggeren. Ved kammerjunkerens "Liig-begengelse d. 23. april 1695 var en Høy-Adelig og Høyanseelig Folcke-riig Forsamling" forsamlet i "Estrups Sogne-Kircke i Auning".

Thomas Quellinus´s marmorepitafium i kapellet på nordsiden af Auning kirke er af sagkyndige kaldt "et af billedhuggerens ypperste og mest holdningsfulde værker." Dets flotte rejsning understreges af rummets arkitektoniske udformning, som også er kendetegnende for Quellinus: en indgang gennem en smedejernsportal til et kvadratisk rum, hvor gulvet er hævet nogle trin over kirkens gulv. Midt for indgangen fører en trappe ned til en krypt.

På epitafiet er kammerjunkeren fremstillet hvilende på en svær sarkofag i rødflammet marmor og omgivet af 4 dyder: Retfærdighedens, Klogskabens, Rygtets og Mådeholdets gudinder. Baggrundsudsmykningen er i sort og hvid marmor, hvor 4 søjler bærer en gesims med en brudt fronton. Over kammerjunkeren ses B. M. Brockdorff´s portræt og monogram, og på fløjene ses våben-mærkerne for henholdsvis kammerjunkeren og hustruen.

I dag står både kammerjunkerens og oberstens marmor-sarkofager i krypten sammen med 5 andre, og i niveau med epitafiet står 8 sandstens-sarkofager. Den sidste er fra 1844.

Sammenligner man de våbenmærker og hjelmtegn på epitafiets sidefelter, som udgør Jørgen Skeels og Benedicte Margrethe Brockdorffs anerækker, er det påfaldende, at hjelmtegnene er slået af og våbenmærkerne slebet ned i hustruens side. Det kan skyldes, at hun aldrig gjorde brug af den gravplads, hun havde forberedt for sig selv her, men overlod den til den søn, som var i vente, da hun pludselig stod med ansvaret for et af Jyllands største herresæder. Denne søn, Christen Scheel, blev oberst ved Fynske Livregiment, men døde 36 år gammel - endnu yngre end sin far. Benedicte Margrethe Brockdorff selv blev gift med greve Chr. Ditlev Reventlow i 1700 og flyttede med ham ind på Krenkerup på Lolland.

Kontrasten mellem Skeelernes gravkapel og det lille, fattige landsogn uden noget rigt borgerskab, som formåede at købe sig til selv den mest ydmyge gravplads i selve kirken, har været stor. Men netop derved var muligheden opstået for et stoleværk, som kunne harmonere såvel med altertavle og prædikestol som med gravkapel og samtidig forbinde den gamle romanske del af kirken med Eske Brocks tilbygning, og muligheden blev gjort til virkelighed i 1726 af oberst Christen Scheel (1695-1731). Han voksede op hos moderen på Lolland, men blev gift i 1716 med baronesse Augusta Winterfeldt hvorefter ægteparret fast bopæl på Gammel Estrup.

Herskabsstolene, hvis gavle bærer Skeelernes og Winterfeldternes våbenmærker, er dobbelte, da de oprindelig var placeret oven for prædikestolen. Låger ved de enkelte stolestader har sammen med den marmorerede bemaling understreget helhedsvirkningen.

Kirkens orgel er bygget af Starup og Søn, 1966. Det har 2 manualer og pedal. Spillebordet er anbragt på gulvet, mens orgelfacaden er bevaret fra det foregående orgel, som havde spillebordet anbragt på siden af orgelet.

På fontehimlen ses en fremstilling af Jesu dåb og røsten fra himlen som indskrift: "Denne er min elskelig Søn udi hvilken jeg haver min Velbehagelighed. Matt. 3,17. " Oprindelig var fontehimlen tillige et fontelåg, som til daglig var sænket ned over døbefonten, mens den ved dåbshandlinger var løftet op - som en understregning af højtideligheden: "Her ser du over dåben Gudshusets dør står åben."

I 1736, 200-året for reformationen og 100-året for prædikestolen her i kirken, har oberstens enke, Augusta Winterfeldt, med en ny døbefont skåret i træ afrundet fornyelsen af kirkeinventaret. Døbefontens og fontehimlens ottekantede form har sit forbillede i oldkirkelige dåbskapeller. Stilen er akantus-barok, og den ottekantede form har oprindelig også omfattet et podium med to trin omkring fontelukket. Fra senmiddelalderen kendes mange eksempler på, at døbefonten er flyttet til kirkens vestende. Det er derfor en nærliggende antagelse, at allerede en oprindelig romansk døbefont har været placeret i tårnrummet, da dette kom til i 1616 sammen med sidste fag i skibet og våbenhuset. 

Kalkmalerierne i Auning kirke en sjælden kombination af sengotiske elementer fra perioden umiddelbart før reformationen og efterreformatoriske tilføjelser. Trods en harmonisk helhedsvirkning, hvor sengotik og renæssance glider over i hinanden, er de et diskret vidnesbyrd om reformationens omvæltninger. Den sengotiske udsmykning markeres tydeligst ved ribbe- og bue-dekorationerne: tynde siksak-sparrer på ribberne og langs disse stilke med femblads-blomster, endvidere på skjoldbuerne krydsende halvrundbuer med 3 prikker over spidserne og på gjordbuen mellem skibets 1. og 2. fag firpasformer i rødt og blåt - altsammen på den "lette østjydske manér", som kendes fra mange kirker omkring Randers og Mariager.

3 motiver må formodes at være samtidige med ribbedekorationerne:
I: i korets østhvælv Kristus som Verdensdommeren, der viser sine sårmærker frem, siddende på regnbuen. Nådens lilje og straffens sværd udgår fra hans mund. Ved siderne ses forbederne Jomfru Maria og Johannes Døberen, begge med helgenglorie. Ved Kristi fødder ses de døde, som står op af gravene. Det er det normale i fremstillinger af Verdenssommen, at Kristus ikke blot sidder på regnbuen, men tillige, at fødderne hviler på verdensaltets kugle. Det vides ikke, hvorfor denne kugle her har måttet vige pladsen for en liljeagtig plante.
II: på nordhvælvet i skibets østlige fag: Bebudelsen.
III: på samme hvælv: Besøgelsen - Maria og Elisabeth. 


En vase med 14 stilke og andre detailler kan også være sengotisk, ligesom bygningerne over prædikestolens lydhimmel kan være en reminiscens af et korsbæringsmotiv.

I skibets 1. fag, nordkappens østre flig, ses kunstnernavn og årstal for den efter-reformatoriske udsmykning: 
"Rasmus Ryter maler - h. alleus 1562." 
Årstallet går igen flere steder. Måske har kunstneren anført det for at markere sit værk i forhold til den sengotiske udsmykning.

Rasmus Ryter står bag apostelfremstillingerne: i koret Peter, Paulus og Johannes, på sydvæggen i skibets første fag Mattæus og Philip, og på det andet fags vesthvælving Andreas. De er alle fremstillet med glorie, idet de åbenbart også efter reformationen har indtaget en særstilling i forhold til den store mængde helgener, som kendes fra middelalderen. Endvidere må stjernehvælvingernes udsmykning med en urskov af ranker, fantasiblomster og slyngplanter tilskrives Rasmus Ryter, og endelig hidrører Sct. Laurentius på det andet fags nordhvælving fra samme kunstner.

Den romerske ærkediakon Laurentius havde af pave Sixtus II fået betroet at forvalte kirkens rigdomme, hvorefter han delte ud af dem til byens fattige. Da kejseren forlangte kirkens skatte udleveret, førte Laurentius byens elendige stakler frem for kejseren. "De er kirkens rigdom," sagde han, "de evige skatte, som aldrig mindskes." - Til straf blev Laurentius brændt på risten. Han blev med tiden en af kirkens store helgener.

Fremstillingen af Sct. Laurentius med sin attribut, risten, hvorpå han blev brændt i Rom år 258, er umiddelbart en gåde. Den er tydeligvis som apostlene malet i 1562 - på et tidspunkt, da helgendyrkelsen var officielt afskaffet - og er et særpræget udslag af reformations-årtiernes protestantiske opgør med den katolske kirke og helgendyrkelsen. Sct. Laurentius har konsekvent nok - til forskel fra apostlene - ingen helgenglorie, men en baret på hovedet. Det er tænkeligt, at nøglen til gådens gådens løsning hedder Knud Henriksen Gyldenstjerne, en jysk adelsmand og magister, medlem af Rigsrådet 1523-36. I 1527 blev han forfremmet til biskop over Fyn. Men allerede da var reformations-opgøret så fremskredet, at kongen kunne forlange den afgift, som skulle betales til paven i forbindelse med en bispeordination, indbetalt til statskassen. Knud Gyldenstierne blev derfor aldrig bispeviet. I 1532 fik han den tvivlsomme opgave af rigsrådet at forhandle med Christian II i Norge. Med biskoppelig ed svor han Christian II frit lejde til forhandlinger i København - med løftebrud og kongens tilfangetagelse og fængsling på Sønderborg Slot til følge.

Ved reformationen blev den fynske - med et udtryk af Poul Helgesen - "skinbiskop" fængslet og afsat sammen med sine bispe-kolleger, og ved løsladelsen året efter måtte han forpligte sig til, at alle de "huse, slotte, gårde, gods og ejendom, som lå under bispedømmet, skulle herefter være og blive under kronen." Knud Henriksen Gyldenstierne blev få år senere gift med Jytte Podebusk, enke efter Lave Brocks søn, Niels Brock (død 1534), og boede på Gammel Estrup indtil 1559. Han døde i 1560, og Rasmus Ryters udsmykninger i Auning kirke i 1562 kan meget vel være den måde, hvorpå enken har ønsket at sætte sin mand et minde. Sct. Laurentius-skikkelsen kan da tænkes at være en påmindelse til den kongemagt, som havde inddraget al kirkegodset, om at de fattige er "kirkens rigdom - de sande arvinger til kirkens Gods."

På hver sin side af våbenhuset ligger 2 kvadersten med tovsnoninger. De er de ældst kendte udsmykninger fra den oprindelige romanske kirke, idet de var kragsten i den ret smalle åbning, som var i den romanske kirkes triumfbue mellem skib og kor. De måtte vige pladsen, da denne åbning efter reformationen blev gjort større, og ligger nu som en hilsen fra den ukendte slægt, som for mere end 800 år siden har lagt grund til kirken - til velkomst og afsked med enhver, som besøger den.

Den dobbelte tovsnoning på de 2 kragsten er karakteristisk for de indgangsportaler og døbefonte, som navnlig Djursland er rig på, og som tillæges en stenmester ved navn Horder. Indskriften HORDERUS findes på en ligsten fra den nærliggende herregård Løvenholm (nu på Nationalmuseet). Det vides imidlertid ikke, om Horderus er et personnavn eller betegenlsen på et (kloster)embede. Derimod er tovsnoningen så god som en signatur og en tidsbestemmelse: sidste halvdel af 1100-tallet.

I 1750 var der i hele landet 58 godshospitaler med tilsammen ca. 400 pladser. Det faktiske beboertal kunne dog mange steder langt overstige det normerede antal. Rigsmarskens Hospital har fungeret som hjem for "ærligt fattige" i næsten 300 år - indtil o. 1914. Den smukke bygning er nu fredet - som en synlig erindring om en pionertanke på den sociale forsorgs område.

 

DET GAMLE HOSPITAL

Rigsmarskens Hospital er et af de først eksempler på hospitalsstiftelser, som efter reformationen opstod i tilknytning til et gods eller en herregård. Rigsmarsk Jørgen Skeel nåede inden sin død i 1631 at restaurere en middelalderlig kirkelade og oprette et godshospital. Hjælpsomhed mod fattige og syge var en af 8 ridderdyder, som her fik konkret form: en henlagt kapital på 2600 Rdlr. "-af hvis aarlige Renter, som er 130 Rdlr., skal underholdes aarlig 7 Almisselemmer i Hospitalet, med en Forstanderske, som skal nyde lige Kost med een af Lemmerne, og aarlig Løn 4 Rdlr." På bygningens forside ses initialerne for Jørgen Skeel og Kirsten Lunge, rigsmarskens første hustru, som døde i 1609.

Folderen, fra hvilken denne hjemmeside er udformet, er lavet af følgende: 
Udgiver: Auning menighedsråd 
Lay out: Steen Djervad 
Fotos: Nils Djervad 
Tekst: Egon Lindberg 
Tryk: Djurs-gruppen, Auning

 

Gudstjenester i Auning Kirke

Aktiviteter i Auning