Konfirmation

Konfirmander

Konfirmationen er en kirkelig handling, der blev indført i Danmark i 1600-tallet. Som ritual betragtet er konfirmationen bygget over firmelsen, det tilsvarende katolske ritual, der normalt udføres ved syvårsalderen.

Efter reformationen og løsrivelsen fra den katolske kirke fik vores evangelisk-lutherske kirke med konfirmationen en erstatning herfor. Efter Luthersk tradition bekræfter Gud, at konfirmanden er hans barn, som det blev det i dåben.

Det er derfor en forudsætning for at kunne blive konfirmeret, at man er døbt.

I lutherske kirker finder konfirmationen normalt sted i 13 til 15-års alderen.

Her hos os er det elever fra skolens 7. klasser, der bliver tilbudt at gå til konfirmationsforberedelse. 

Konfirmationsforberedelsen begynder som regel omkring 1. september, når skolens intro-arrangementer er afviklet.

Sædvanligvis melder man sig til konfirmation det sogn, hvor man bor.

Hvis det ikke kan lade sig gøre p.g.a. skolen, eller der er familiemæssige forhold, der taler for det (f.eks. andre konfirmationer i den nærmeste familie samme dag), kan man ringe til en anden præst for at få lov til at gå og/eller blive konfirmeret dér. 

Man er i det hele taget velkommen til at ringe, hvis der opstår vanskeligheder med at få det hele til at hænge sammen – så finder vi en løsning! 

Læs mere om konfirmander i de enkelte områder - for de der går i henholdsvis Auning, Gjesing, Vivild/Vejlby og Ørsted - under topmenuens punkt "Konfirmander".