Vester Alling

Vester Alling sogn er et landsogn, der består af en landsby og et stort opland. Der er knap 150 indbyggere i sognet.

Menighedsrådet i Vester Alling ejer Forsamlingshuset, der kan lejes til private fester og desuden bruges til den årlige høstfest. Henvendelse vedr. udlejning skal ske til graver Else Marie Pedersen, tlf. 23 82 98 09 eller mail: oe_va_kirke@vestdjursnet.dk

 

 

  

 

KIRKEN

Vester Alling kirke er fra omkring år 1150, og den står i dag omtrent uændret. Væggene og loftet er de oprindelige. Det er den oprindelige korbue, smal, enkel og smukt udformet.

En overgang og indtil restaureringen i 1950, var bjælkerne i både kor og skib skjult under en loftsbeklædning. Enkelte bjælker blev udskiftet, og det ses tydeligt hvilke, der er fornyet, de er ikke uregelmæssigt øksehugne, men regelrette, maskinsavede.

Under restaureringen fandt man tre barnekister under kirkegulvet i midtergangen – historien bag denne begravelse er ikke kendt.

Våbenhuset er bygget til omkring mandsdøren i 1500-tallet, og man fandt da anledning til at indmure de to korsmærkede gravsten fra 1200-tallet, en i hver side af våbenhuset. En tredje gravsten af samme slags blev lagt som tærskelsten under våbenhusdøren og gennem tiderne har kirkegængerne slidt et godt stykke af dens overflade. Over den inderste indgangsdør ses som overligger en lang granitsten med tre kors indhugget.

 

Døbefonten er den ældste genstand i skibet. Den er af granit, enkelt udformet, og helt glat, men med en smuk tovsnoning foroven, der kan minde om stenmester Horders værker.

 Prædikestolen er fra omkring år 1580, af egetræ og med fire portalformede felter, som har båret malede billeder af de fire evangelister. De var dog så udviskede og ødelagte, at kirkemaleren ved restaureringen ikke forsøgte at drage dem frem, men i stedet malede stolen i de lyse blå farver.

Lydhimlen er lidt yngre end prædikestolen, i fyrretræ, med fem høje, spidse gavle, hvoraf den ene hænger på indersiden af korbuen. Lydhimlen blev ligeledes restaureret og indskriften er fra Davids Salme 89, vers 16: Salige de folk, som kan fryde sig, de skulle vandre i lyset (gl. dansk: ”liuset”).

Kirkebænkene er fra nyere tid, uden gamle stolegavle. Kirkeskibet, som hænger mellem messingkronerne, er en fregat, udført af pastor Krogh og ophængt i 1932.

 

I korets østvæg bag altertavlen, ses det oprindelige lille romanske vindue, med rester af en middelalderlig træramme. Oppe under loftet ses tre huller i muren, som skal være lydpotter fra middelalderen. Allerede dengang har man forstået sig på at forbedre akustikken. I korets nordside ses omridset af et gammelt vindue.

Det mest særprægede i korets vægge er dog et vindue, som man fandt i 1950. Det er et spedalskhedsvindue. Det vil sige: for det første har det været et kighul for de spedalske, som jo på grund af smittefaren ikke måtte deltage i gudstjenesten indendøre. De kunne så stå udenfor koret, ude på kirkegården, og få et kig ind. Og for det andet kunne de modtage nadveren, som dengang kun uddeltes til menigheden i form af brødet. I vinduet sad der to låger, en indre og en ydre. Præsten lukkede nu sin låge op og de spedalske deres, og med et redskab rakte præsten brødet ud til dem.

På indersiden af korbuen, øverst oppe, er anbragt en trekant af træ, i hvis midte Guds vågne øje ses. Den har oprindelig siddet i lydhimlen over prædikestolen.

 

Alterbordet er nu bygget op af mursten. Men ved restaureringen fandt man ned til det oprindelige. Omkring alterbordet fandt man resterne af det gamle stenalter, og under en tilhugget sten: et lille relikviegemme med en blykapsel, der indeholdt nogle gamle mønter, og noget fuldstændig hensmuldret stof, som skal have været en del af en kjortel, tilhørende en helgen, måske kirkens navnehelgen, Sct. Georg. Sådan gjorde man altid ved en indvielse og dermed var kirken helliget og indviet til den store, hellige, almindelige katolske kirke.

Altertavlen er en gotisk skabs-altertavle fra omkring år 1500. Den fremstår i sin oprindelige enkelhed. Åbnet lader den os se ind i den himmelske verden: på blå baggrund under gyldent snitværk ses i midten Gud fader tronende på sit højsæde, med greb om korset. Han har til højre for sig en biskop, til venstre den hellige Frans, visende menigheden sine sårmærkede hænder.

I skabsdørene ses 12 symbolbærende og navngivne apostle.

Lukkes skabet, ses der på ydersiden af hver halvdør et maleri fra 1700-tallet. Til venstre ses Jesusbarnet i Betlehems stald, og til højre Jesus, der gravlægges i Josef af Arimathæas have. Alterlysestagerne er fra 1566. Alterdugen er syet af Karen Sørensen og Anna Lise Nielsen, tidl. bosat i Vester Alling.

 

Det lille skab, der hænger på kirkens nordvæg, har oprindeligt stået oven på altertavlen. Herpå ses to figurer. Til højre ses Sankta Katharina (Ø. Alling kirkes navnehelgen), med det sværd, hvorved hun ifølge legenden blev martyr. Til venstre Skt. Jørgen med løftet hånd, hvori sværdet mangler. Det vil sige: Pludselig en dag opdagede vi at en lokal borger har snedkereret et nyt sværd til Sankt Jørgen. Dette sværd er altså ikke oprindeligt.

 

Kirkeklokken er fra 1300-tallet og har altså hængt i sit gavlhul i over 600 år.